Studie- og ordensregler for N. Zahles Gymnasieskole
N.Z.G. er en uddannelsesorganisation med undervisning på gymnasialt niveau. Der lægges i undervisningen vægt på at styrke elevernes faglighed og kompetenceudvikling således, at de bliver i stand til at gennemføre en videregående uddannelse. Dette gøres i et miljø, der viser respekt for skolens traditioner og grundbestemmelser. Der skal således tages hensyn til alle personer på skolen, ingen må udsættes for - eller udsætte andre for - nedværdigende eller krænkende behandling.
Regelsættet er opdelt i følgende hovedafsnit:
Regler for orden og samvær:
Adfærd: Alle skal udvise ansvarlig og hensynsfuld opførsel.
Alkohol: Til daglig må der ikke medbringes eller drikkes øl, vin eller spiritus på skolen og skolens nærmeste område. Eleverne må ikke møde berusede på skolen. Der må ikke medbringes alkoholiske drikkevarer af nogen art til fester og caféaftener. Til disse særlige arrangementer kan der købes drikkevarer.
Computere: Computere anses for et fagligt redskab og må i timerne kun anvendes til faglige formål.
Hærværk: Hærværk og graffiti medfører udover nedennævnte sanktioner, at den/de skyldige skal betale for udbedringen af skaden.
Mobiltelefoner: Mobiltelefoner skal være slukkede og befinde sig i tasken i undervisningstiden og må ikke medbringes til prøver og eksaminer.
Mobning: Enhver form for mobning af andre elever eller elevgrupper er forbudt.
Oprydning: Enhver skal rydde op efter sig selv - både i klasselokalerne og i fællesarealerne.
Påklædning: Ansigtet må ikke være tildækket på skolens område.
Rygning [regler om rygning er præciseret pr. 18.04.12]: Skolen er røgfri. Det betyder at der ikke må ryges på skolens område, heller ikke på tagterrassen, altanen ud for kantinen eller på fortovet/trappen ved indgangen. Eventuelle rygere henvises til "hakket" mellem Nørre Voldgade nr. 3 og 5.
Stoffer: Enhver form for handel med eller indtagelse af stoffer er forbudt.
Vold: Enhver form for voldelig adfærd eller trusler om vold er forbudt og skal straks indberettes straks til skolens ledelse.
Overtrædelse af ovenstående ordensregler kan medføre udelukkelse fra undervisningen i indtil 10 dage på et skoleår. Udelukkelsen registreres som fravær fra undervisningen. Grov overtrædelse medfører bortvisning.
Studieregler : (dette afsnit revideret 18.03.12)
Enhver elev skal være særlig opmærksom på egne rettigheder og pligter i forbindelse med undervisningen, jfr. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1222 af 4. december 2006 om “Studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser”.
Forberedelse: Undervisningen i gymnasiet er studieforberedende, og eleverne har pligt til aktivt at deltage i undervisningen. I løbet af de første måneder i 1.g gennemgår gymnasievejlederen generelle studiemetoder, hensigtsmæssige læringsvaner og samarbejdsformer.
Fremmøde: Eleverne har pligt til at give skolen besked om planlagt fravær, herunder kontakte skolen via mail og afgive sygemelding ved længerevarende sygdom, samt efter ‘ikke planlagt fravær’ at give besked om årsagen hertil. Ved længerevarende sygdom kan skolen stille krav om lægeattest, der betales af eleven. Det er ved sygdom af stor betydning, at skolen er i besiddelse af alle relevante oplysninger for eventuelt at kunne tilbyde særlige hjælpeforanstaltninger.
Skolen vil gribe ind over for elever, hvis fravær fra undervisningen skønnes at være stort. Fraværet må ikke overstige 10% samlet og 15% i enkeltfag, dette gælder både for det fysiske fravær og for det skriftlige fravær. Når fraværet for den aktuelle periode overstiger 8 % vil eleven blive kontaktet af en pædagogisk leder eller gymnasievejlederen mhp at få fraværet bragt ned. Forsætter fraværet med at være for stort vil eleven modtage en skriftlig advarsel. En konsekvens af et for stort fravær er, at eleven skal til eksamen i alle de fag, der bliver afsluttet det pågældende år.
Fra Undervisningsministeriets vejledning til bekendtgørelsen om Studie- og Ordensregler skal citeres: ”Der er mødepligt til undervisningen. Alle former for fravær, herunder fravær fra enkelte timer, medregnes som fravær. Det gælder uanset årsagen til fraværet, og uanset om fraværet er velbegrundet. Der findes i de gymnasiale uddannelser ingen ”ret” til fravær og dermed ingen godkendte fraværsgrunde, bortset fra de særlige tilfælde, hvor en elev har fået godkendt fravær til et udlandsophold efter reglerne herom eller fået godkendt orlov. Det vil sige, at fravær i forbindelse med busforsinkelser, sygdom, læge- eller tandlægebesøg, session eller barsel mv. samt ferie og fridage uden for skolens ferieplan tæller med ved den objektive registrering af fravær.” Ved skolerelateret fravær (ekskursion, studierejse m.v.) foretages godskrivning af fraværet.
Brug af Lectio: Eleverne skal dagligt holde sig orienteret om skemaændringer og lektier mv. De skal følge lærernes anvisninger for brug af holdmapper og afleveringsmapper.
Klasserumskultur: Da undervisningen i gymnasiet er studieforberedende, skal eleverne møde til tiden og give arbejdsro til alle på skolen. I timerne skal eleverne vise respekt for hinanden og undervisningssituationen. Eleverne må benytte computere i undervisningstiden efter lærerens anvisninger.
Skriftlige opgaver og snyd med skriftlige opgaver i det daglige arbejde: Eleverne har pligt til rettidigt at aflevere skriftlige opgaver, der kvalitativt og kvantitativt følger de fastsatte bestemmelser i læreplanerne. Manglende opgaveaflevering vil indgå i vurderingen af elevens fravær og studieaktivitet og vil i gentagelsestilfælde kunne udløse en sanktion.
Tilsvarende gælder, hvis det opdages, at en opgavebesvarelse er skrevet af eller i øvrigt vurderes som snyd. Hvis en lærer konstaterer, at en elev har afleveret en opgave, som er skrevet af eller plagieret fra andre, indberetter læreren dette til ledelsen/ vicerektor. Vicerektor indkalder eleven til en samtale og denne får en alvorlig advarsel, der skrives ind i Lectio. Hvis eleven bliver grebet i snyd 2. gang vil forældrene blive underrettede. Eleven vil få en mulighed for at skrive en ny opgave uden snyd. Eleven bliver samtidig gjort opmærksom på, at hvis dette forhold gentager sig, vil vedkommende uden varsel blive bortvist fra skolen.
Om konsekvenser af snyd ved studieretningsprojektet Hvis du har snydt, fx skrevet andres formuleringer af uden henvisning, kan du ikke få bedømt din besvarelse. Når du bruger andres formuleringer i din besvarelse, skal du huske at citere og henvise korrekt. Hvis du ikke kan få bedømt din besvarelse, og dermed ikke får en karakter for dit studieretningsprojekt, består du ikke din studentereksamen. Normalt vil det betyde, at du skal udarbejde et nyt studieretningsprojekt året efter og altså først derefter består din studentereksamen.
Valgfag m.v. Valg af studieretning og fagenes niveauer kan ikke ændres efter den 1. december/1. maj i et skoleår.
Evaluering: Faglig: To til tre gange om året foretager dine faglærere en faglig vurdering af dit standpunkt i faget set i relation til de faglige mål, som fremgår af Stx Bekendtgørelsen. I den forbindelse har du ret til en samtale med din lærer, hvor der dels skal være fokus på baggrunden for standpunktskarakteren og dels være fokus på, hvordan du kan forbedre dit standpunkt. Når du afslutter et fag, vil du normalt modtage en afsluttende karakter, der er udtryk for dit faglige standpunkt set i relation til de faglige mål i Bekendtgørelsen. Denne karakter indgår på dit Studentereksamensbevis.
Evaluering af undervisningen: I henhold til Bekendtgørelsen skal alle undervisningsforløb evalueres, med henblik på en diskussion af, hvad der har været godt og/eller mindre godt i undervisningsforløbet. Mindst en af disse evalueringer skal være skriftlig og anonym.
Manglende overholdelse af de nævnte forhold kan føre til tidsbestemt bortvisning.
Prøver m.v.: Elever har pligt til at deltage i terminsprøver, årsprøver og lignende efter skolens bestemmelser herom. Ved sygdom skal skolen have en lægeattest – udgiften afholdes af hjemmet.
Ekskursioner og rejser:
Ved rejser forstås i gymnasiet ekskursioner på mere end en dags varighed, hvor holdets undervisning ikke foregår på Nørre Voldgade. Alle holdets elever skal normalt deltage i rejsen, som forestås af en til to af holdets lærere. Lærerne udarbejder, i samarbejde med holdets elever, et program for rejsen. Alle er pligtige deltagere i dette program. Lærerne udarbejder et budget for rejsen, der indeholder følgende udgifter: transport til rejsestedet, hotel normalt med morgenmad, overslag over entreer og transport på rejsestedet (de deltagende læreres rejseudgifter indgår i budgettet). Studierejsen i 3.g koster normalt max 5.000 kr, ligesom idrætsrejserne i 2.g koster ca. 5.000 kr.. For andre rejser (minus idrætsrejserne i 2.g) skal udgiften godkendes af rektor og forældre. Forsikringer indgår normalt ikke i rejsebudgettet, den enkelte elev er omfattet af familiens egen rejseforsikring. Undtaget er idrætsrejsen i 2.g til La Santa, hvor skolen tegner en hjemrejseforsikring for alle. Udkast til program sammen med rejsebudgettet skal skriftligt godkendes af eleverne/forældrene/værge og skolens ledelse senest seks uger før rejsens afholdelse. Det endelige program skal være udarbejdet i god tid før rejsens afholdelse og skal afleveres til skolens ledelse og eleverne/forældrene/værge tre uger før afrejsetidspunktet. Man skal på alle rejser udvise positiv og ansvarlig opførsel. Man skal som elev deltage aktivt i hele rejsens program. For elever i 1g gælder, at de ikke må nyde alkohol på rejser. Overtrædelse kan medføre sanktion. Det samme gælder for idrætsrejser i 2g. For alle rejser gælder:
- man skal færdes mindst tre sammen,
- man skal møde til aftalt tid, som vil fremgå af programmet eller efter aftale med lærerne. Om aftenen gælder det for 1g og 2g, at alle skal være på hotellet kl. 24. For 3g gælder det hjemkomsttidspunkt, som er aftalt med lærerne.
- man må ikke indtage alkoholiske drikke i et sådant omfang, at man er til gene for andre eller til fare for sig selv.
- man skal respektere overnatningsstedets regler for ro og orden.
Overtrædelse kan medføre sanktion og hjemsendelse fra ekskursionen på egen eller forældres regning.
Hjælpemuligheder:
Fravær: Undervisningen i gymnasiet er obligatorisk og du har pligt til at møde op til alle timer og du skal aflevere alle skriftlige opgaver . Lærerne registrerer derfor dit fravær på holdet, og du skal i Lectio angive en årsag til, at du har været fraværende. Der eksisterer i gymnasiet ikke lovligt fravær. Lærerne angiver i Lectio, hvornår du skal aflevere dine skriftlige opgaver, hvis du ikke afleverer opgaven til tiden, registrerer læreren dette som fravær, og du skal aflevere opgaven på kontoret, som fjerner fraværet, når du afleverer. Overholder du ikke mødepligten i tilstrækkeligt omfang kan der iværksættes sanktioner som nævnt nedenfor. I særlige tilfælde kan skolen tilbyde specialundervisning, sygeundervisning og eventuel supplerende undervisning. Det er ligeledes muligt, at rektor / studievejleder tilbyder særlig vejledning til at gennemføre uddannelsen. Disse tiltag iværksættes så tidligt som muligt, så det bliver muligt for eleven at genoptage undervisningen uden større problemer.
Sanktionsmuligheder:
• Udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter,
• Midlertidig udelukkelse fra undervisningen i indtil 10 dage på et skoleår - udelukkelsen registreres som fravær.
• Henvisning til at aflægge prøve i alle afsluttende fag på det pågældende klassetrin.
• Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag.
• Bortvisning i særligt graverende tilfælde.
• Oprykning af en elev til næste klassetrin er betinget af elevens tilstrækkelige udbytte af undervisningen. Hvis en elev har et vægtet karaktergennemsnit ved skoleårets afslutning på under 02, kan rektor nægte eleven oprykning til næste klassetrin.
Ovenstående sanktioner iværksættes normalt først efter en forudgående skriftlig høring. I særligt alvorlige tilfælde eller i gentagelsestilfælde kan sanktionerne iværksættes uden forudgående varsel. Hvis rektor skønner, at en elev ikke er studieaktiv, indberettes dette til SU-styrelsen. Skolen vil efterfølgende fratage eleven retten til SU-støtte.
Erstatning: Skolens elever har personligt selvstændigt ansvar for egne handlinger og er dermed omfattet af de almindelige erstatningsregler. Skolen vil ikke kunne drages til ansvar, herunder økonomisk ansvar, for handlinger, der begås af skolens egne elever eller udefra kommende personer.
Klagemuligheder:
Klage over rektors afgørelse om iværksættelse af en sanktion over for en elev, der ikke overholder studie- og ordensreglerne, og klage over rektors afgørelse om at nægte en elev oprykning kan af eleven eller forældremyndighedshavere, hvis eleven er under 18 år, inden to uger fra afgørelsens meddelelse indgives til Undervisnings-ministeriet. Klagen indgives skriftligt til rektor, der videresender klagen til ministeriet med sin egen udtalelse i sagen. Før sagen videresendes til ministeriet, skal rektor give klageren lejlighed til inden for en uges frist at kommentere udtalelsen. Klagerens eventuelle kommentar skal medsendes til ministeriet.
Nærværende Studie- og Ordensregler afløser tilsvarende tidligere regler og træder i kraft den 8. marts 2010.
|