Det internationale arbejde på Zahle
Zahle har en lang tradition for samarbejde og udvekling med skoler i Europa. Dette internationale samarbejde vægter vi meget højt, da vores elever har stort sprogligt, kulturelt og socialt udbytte af disse møder.
Skolen har siden 1994 mere eller mindre fast været deltager i Comenius skoleprojekter under EU. Vi har derfor partnerskoler, som vi har kendt i rigtig lang tid og har et virkelig godt samarbejde med. I øjeblikket har vi partnerskoler i Stuttgart, Bad Tölz, Sindelfingen, Edinburgh, Budapest, Landskrona og Rom, som alle er involveret i vores nuværende projekt: Columbus.
Om Projekt Columbus
Columbus er et toårigt Comeniusprojekt med undertitlen Mobility in the Modern World – Changes and Challenges. Projektet startede i september 2009, og interesserede kan følge med i arbejdet på projektets hjemmeside www.columbus-project.info.
Individuel udveksling
Elever på Zahles har mulighed for at komme på individuel udveksling på vores partnerskoler i Stuttgart i Tyskland og i Saint Herblain ved Nantes i Frankrig. Opholdet finder sted i oktober måned og varer typisk 10-14 dage. Man bor hos en nogenlunde jævnaldrende tysk eller fransk elev og følger undervisningen på partnerskolen sammen med sin vært. Det er vores erfaring at man lærer rigtig meget under sådan et ophold, både fagligt og socialt. Om foråret kommer de tyske og franske elever på genbesøg på Zahle. Det giver yderligere lejlighed til at tale sproget, og de udenlandske elever giver også et velkomment pift til tysk- og fransktimerne.
|
|
|
|
Senest opdateret: Fredag, 03. juni 2011 11:03 |